Metode
Kognitiv og neuropsykologisk udrednings- og behandlingstilgang
Kognitiv terapi baserer sig på den grundopfattelse, at måden vi føler og oplever situationer og livsforhold på relaterer sig til vores tanker om det, vi oplever. Det vi tænker er afgørende for, hvordan vi føler i situationen, hvordan vi handler samt mærker vores indre fysiologi/kropsfornemmelser.
I konsultationen er fokus derfor ofte på omstrukturering af tænkningen, hvorved mere positive følelser og øgede handlemuligheder kan fremkomme. I det psykologiske arbejde med omstrukturering af tænkningen indgår ofte adfærdseksperimenter, hvor en given tænkemåde udfordres med henblik på positive forandringer. Et adfærdseksperiment kan fx handle om, i en konkret hverdagssituation, at afprøve, hvorvidt en negativ tanke holder stik eller ej.
Kognitiv terapi er en indsigtsgivende og struktureret terapiform, hvor der arbejdes ud fra aftalte temaer og emner, og der vil ofte være hjemmeopgaver mellem konsultationerne. Behandlingsforløbet evalueres jævnligt i forhold til de mål, klienten har for forløbet. Disse aftales indledningsvist og løbende mellem klienten og behandleren.
Kognitive og adfærdsterapeutiske metoder er dokumenteret særligt virksomme i forhold til bl.a. angst- og depressionsproblematikker, stressproblematikker samt over for kognitive og sociale vanskeligheder. For yderligere oplysninger om kognitiv behandling, se:
www.sakt.dk.
Neuropsykologisk viden har udgangspunkt i hjernens funktion, herunder viden om intellektuelle, følelsesmæssige og sociale evner og svagheder i funktionsniveauet. Den neuropsykologiske tilgang har fokus på forbindelsen mellem funktionsniveauet og adfærden. Dette implicerer bl.a. viden om måder, man kan gribe ting an på, fx: Indlæres helst på auditiv eller visuel vis, hvordan opnås bedst mulig koncentrationsevne, og hvordan opnås bedst muligt overblik over en kompleks sammenhæng? Både i udredningssammenhænge og i forbindelse med samtaleforløb er neuropsykologisk viden bl.a. væsentlig i forhold til at finde effektive strategier over for de problemstillinger, der opleves.
Der anvendes også elementer fra andre metoder, bl.a. systemiske, narrative og psykodynamiske metoder.